Af Mikkel Vigilius.
Hentet fra den danske bloggen: http://nyt-i-natten-manus.blogspot.com
Vi lærer til stadighed nye ord. Et ord, som anvendes med tiltagende hyppighed af kristne i vores del af verden og måske især af teologer, er ’kontekstualisering’.
Ordet kommer som regel på bane i forbindelse med en argumentation for, at vi har brug for nye arbejdsformer og strategier i det kristne arbejde. Man påpeger da, at vi er kaldet til at forkynde evangeliet ind i vor egen tid og kultur – vor egen kontekst.
Den kontekst, vi befinder os i, er anderledes end f.eks. den kontekst, som den danske vækkelsesbevægelser blev til i for halvandet hundrede år siden.
De lutherske vækkelsesbevægelsers traditionelle arbejdsformer og strategier blev udviklet i og passede til den oprindelige kontekst, men de passer ikke nødvendigvis lige så godt til vores kontekst.
Det er vores udfordring til stadighed at bearbejde vore ydre former, så de passer til vor egen tid og giver vantro mennesker de bedst mulige betingelser for at møde og høre evangeliet ind i deres situation og hverdag.
Vi må med andre ord praktisere ’kontekstualisering’.
Så langt vil de færreste være uenige. De ydre arbejdsformer i missionsarbejdet har til stadighed ændret sig i forhold til konteksten – og må gøre det.
Allerede hos apostlene ser vi, at de anvender forskellige strategier, prædikenopbygninger, sprogbrug og billedbrug afhængig af, om de går til og forkynder for jøder eller for hedninger.
Videre frem i kirkens historie ser vi en stadig udvikling af nye arbejdsformer og formidlingsformer i missionsarbejdet.
Både reformationen, pietismen og vækkelserne i 1800-tallet bragte mange nye former med sig.
Det samme gjorde det 20. århundrede - og som regel uden indre brydninger i vækkelsesbvægelserne.
Men netop inden for de sidste par årtier er der gang på gang opstået debat om nye former og strategier i missionsarbejdet.
Hvorfor denne debat?
Er det, fordi en gruppe missionsfolk helt har mistet det historiske perspektiv og holder fast ved én bestemt traditionel arbejdsform og forsamlingsform med en indædt modvilje mod enhver form for fornyelse af formerne?
Der findes vel sådanne folk, der er reserverede over for stort set enhver forandring af det tilvante. Men hos de fleste missionsfolk mærker man alligevel en klar forståelse for, at arbejdets former må være i stadig udvikling – for evangeliets skyld.
Der synes således ikke at være uenighed om, hvorvidt vi skal praktisere kontekstualisering. Debatten drejer sig om, hvordan vi kan gøre det på en sådan måde, at vi bevarer den evangeliske klarhed, bibelske sandhed og åndelige kraft i vores arbejde.
Kontekstualisering er ingen ufarlig beskæftigelse. Det viser historien med al tydelighed.
Når vi i dag hører ’rationalismen’ og ’liberalteologien’ nævnt, vækker det ikke positive associationer hos bibeltro kristne.
Vi ved, at disse bevægelser førte en kødelig tænkning ind i kirken, som udhulede og dræbte troen hos mange.
Hvad vi måske ikke så ofte tænker på, er, at begge bevægelser havde et missionerende sigte.
De var båret af sorg over, at så mange mennesker forlod kirken, og tog sigte på at formidle evangeliet på en ’kontekstuel’ måde, så at samtidens vantro kunne opleve kristendommen relevant, sympatisk, fornuftig og forståelig.
Skulle samtidens mennesker nås måtte det ske ved en forkyndelsesform, der ikke blev oplevet for alvorlig, skarp og udfordrende, men lys, positiv og æstetisk stimulerende.
Det skulle ske ved gudstjenester, der ikke var for indforståede og ikke gravede for dybt i Bibelen og i centrale lærespørgsmål, men rettede sig mod og var forståelige for folk uden klassisk kristen tro og kundskab.
Det måtte ske gennem en menighed og forkyndere, der kunne bevise kristendommens kraft til at løfte mennesker og give dem et bedre liv.
Og det måtte ske ved en forkyndelse, der ikke talte for stærkt om synd og nåde, men lagde vægt på opmuntrende budskaber og på at vise, at Gud var relevant i forhold til tilhørernes erkendte problemer og længsler.
Ad denne vej blev kirken drænet for åndelig kraft og levende tro – og sognekirkerne blev tømt! Det skete først omkring år 1800 og dernæst omkring år 1900.
Nu er der atter gået 100 år.
Er det underligt, at nogle frygter, at historien vil gentage sig?
Hvordan undgår vi, at vore kontekstualiserings-bestræbelser fører os ind i en ny opløsning af vores teologi, tro og åndskraft til ubodelig skade for missionsarbejdet?
Hvordan kan vi bedrive ret og god kontekstualisering, så vi kan være redskaber for Guds riges udbredelse og Guds frelsende gerning i vor tid og kultur?
Det spørgsmål finder vi ikke svar på ved hjælp af mennesketanken!
Gud har jo netop valgt at udbrede sit rige og udfolde sin frelsende kraft i verden på en måde, som er helt ubegribelig og virker tåbelig for mennesketanken.
I samme grad, som vi lader os lede af menneskelige tanker om det mest hensigtsmæssige og effektive, står vi derfor i alvorlig fare for at glide ud af Guds gerning.
Guds handlemåde er er kun begribelig for troen, og den er kun åbenbaret for os i Skriften.
Når vi læser om apostlenes missionspraksis og lægger øre til deres vejledning i åndelig kraftfuld missionsvirksomhed, må vi gang på gang undres.
Vi ser, at Guds Ånd lader sine tjenere arbejde på en helt anden måde, end vi umiddelbart ville finde det hensigtsmæssigt.
Nogle eksempler:
• Apostlenes forkyndelse til ikke-kristne er ikke let, lys og behagelig i sin form, men udfordrende, myndig, skarp – og kærlig. Den skaber modstand – og vækkelse! (Se f.eks. ApG 2, 14-40; 7,2-53; 13,16-52)
• Apostlene præsenterer aldrig Gud som den store hjælper i forhold til menneskers erkendte problemer, men afdækker straks deres dybeste og egentlige problem: synden og Guds vrede! (Se f.eks. ApG 3,12-26; 4,8-12; 17,22-31)
• Apostlene lægger ikke vægt på en æstetisk stimulerende prædikenform. De frygter tværtimod optagethed af formen. Den ydre form skal tjene til én ting: at tydeliggøre budskabet! (1 Kor 1,18-2,5; 2 Tim 2,2)
• Alle ydre former og alle dele af forkyndelsen sigter på at lede tilhørerne hen til evangeliet om Jesu frelsergerning på korset. Det er et dybt anstødeligt ord, men heri er frelseskraften! (Rom 1,16; 1 Kor 1,18)
• Apostlene mener ikke, at menigheden og forkynderne skal eller kan virke imponerende. Deres rigdom er en usynlig skat i Kristus. Denne skat kan alene åbenbares af Ånden – gennem ordet! (1 Kor 1,26-31; 2 Kor 4,1-18)
• Gudstjenesten i NT retter sig ikke mod de vantro, men mod de troende. Den er deres åndelige kraft- og fornyelsescenter, hvor de udrustes til at være levende vidner om Jesus i hverdagen! (1 Kor 14,16; 1 Pet 3,15)
Mange andre eksempler kunne nævnes.
Men disse er tilstrækkelige til at vise, at vi må nære den dybeste mistillid til vor egen menneskelige tænkning om, hvad der er effektivt og hensigtsmæssigt i missionsarbejdet.
Vil vi tage del i Guds arbejde, må vi først spørge ham , hvordan han arbejder – og lade os lede af det!
Vi må tage fat om og arbejde med konstekstualiseringens udfordring.
Men det må ske på Skriftens grund og i apostlenes spor. Ellers mister vi uvægerligt den evangeliske klarhed, den bibelske sandhed og den åndelige kraft i vores arbejde!
